Dansk Tamrotte Forum

Samlingsstedet for tamrotte ejere i Danmark
Dato og tid er tors jul 19, 2018 12:04 am

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 7 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: tirs jun 30, 2015 10:01 am 
Offline
DTF Forum Medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: tirs maj 05, 2015 9:37 pm
Indlæg: 7
Geografisk sted: Aarhus C
Hej! :-)
Jeg har 2 skønne drenge fra Mias kuld A. Boris (Batman) og Birger (Robin) på knap 10 uger, født 22. april 2015 <3 ….2 dejlige drenge med meget forskellige personligheder!
Birger har fra starten (29. maj) været det mest rolige, putte/kæle-rotte, men er også dejlig nysgerrig.
Boris er en ”speed-rotte”, eller som Mia fortalte, har han ”DAMP” (ADHD). Boris har fra starten været meget aktiv, meget nysgerrig og mega hurtig, når det begge galopperer rundt i sofaen. Det var også ham, der kom først ud af røret i starten og var klar til at komme ud.
De flyttede dog ret hurtigt ind i røret, efter ca. 1½ uge, slæbte bund-materialet og mad derind. Det var dog ikke noget problem i starten, for de var begge så nysgerrige, at de hurtigt kom ud af røret, kravlede op på vores hånd og gerne ville ud. Det udviklede sig til, at det krævede længere tid og større tålmodighed at vente på, at de ville ud. Jeg valgte derfor, at fjerne røret for ca. 1 uge siden. Nu putter de som regel i hængekøjerne, er nemme at få fat i og vil gerne ud (de kravler selv op ad hånden og armen eller den åbne låge, hvis de er i bunden af buret).
Boris ”mærkede” pænt hårdt i vores hud i starten, med det holdt han ret hurtigt op med, efter 2-3 uger. De har leget, nusset hinanden og har sovet tæt sammen. De har tiltagende ”leget, kæmpet og slås” og jeg har sgu ikke rigtigt kunnet gennemskuet, hvem af dem der var Alfa-rotten, for de lå på skift på ryggen! ;-)
For 5 dage siden begyndte Boris at gnave/skrabe hul på min hud på hænderne. Jeg tog det umiddelbart som ”et kompliment”, fordi jeg også observerede, at han ”nussede” Birger på samme måde bag ved ørerne og på hovedet. Det er dog pisse irriterende, gør ondt og jeg er i tvivl om hensigten med denne adfærd! Samtidig ser det også ud til, at Boris ”vinder” flere af ”kampene” de seneste dage....
Erfaring om dette og gode råd ønskes! ;-)


Top
 Profil  
 
Indlæg: tirs jun 30, 2015 9:26 pm 
Offline
Co-Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: lør jul 24, 2010 10:40 am
Indlæg: 5902
Geografisk sted: Aalborg
Dine drenge er stadig meget unge... men allerede nu kan man tydeligt se, hvem af dem, der senere vil BLIVE alfa - nemlig dén, der er mest modig, nysgerrig og udadvendt. Og det er vist RET tydeligt, at det bliver Boris. :wink:
Når man kun har to rotter er det meget almindeligt, at de deler deres roller meget skarpt op, så den ene bliver den modige, der fører an, mens den anden vil være mere tilbageholdende og overlade alt "farligt" til sin mere modige kammerat. Den tilbageholdende rotte vil normalt være tilfreds med at være nederst i hierakiet. For at få en bedre og mere stabil gruppedynamik kan man sætte endnu en rotteunge eller to ind til dem, men det behøver ikke at være lige nu. Det allerbedste vil faktisk være at vente, indtil de to basser er 4 - 6 måneder gamle, for så er de modne nok til at kunne blive "hyggeonkler" for de nye babyer, men er stadig unge nok til at de vil se babyerne som små, sjove legekammerater.

Det er tydeligt, at Boris vil blive en meget selvbevidst alfa. Når han kradser og napper dig er det nemlig et udtryk for, at han mener at du ikke viser ham dén respekt, han SELV føler at han fortjener. Han vil simpelthen være dén, der bestemmer - ikke bare over sin bror, men også overfor dig.
Fordi han er så ung, kan man ikke sige at han er aggressiv. Han er bare uopdragen, simpelthen fordi han ikke har haft en ældre "rotteonkel" til at opdrage på sig. Derfor tror han at han kan bestemme over dig, og dét er selvfølgelig ikke holdbart i længden. Så DU må simpelthen blive hans "over-alfa", så du opdrager ham på samme måde, som en god og kærlig voksen alfarotte ville gøre.

For det første: Godt, at du fjernede røret. Rigtig mange unger bliver mere nervøse, hvis de har et godt gemmested at gå ind i, for så har de ingen grund til at lære deres menneske at kende. Det er jo meget nemmere bare at gemme sig.

Og dernæst: Hvis han kan finde på at nappe eller kradse dig, når du giver ham godbidder - eller han snupper dem så lynhurtigt fra din hånd, at han risikerer at hapse din finger ved en fejl - så hold godbidden inde i din løst lukkede hånd, så han bliver nødt til at arbejde for at skubbe dine fingre fra hinanden, før han kan komme til godbidden. Det vil give ham tid til at tænke sig om, inden han hapser... og efterhånden vil han vænne sig til at tage maden lidt mere roligt.
Når drengene er ude at løbe udenfor buret, er det tid til at lære ham, at DU bestemmer, hvornår han må få en godbid - ikke ham. Hold godbidden inde i hånden og krads lidt på den, så han kan høre og lugte den. Når han så vil tage den fra dig, så drejer du hånden, så håndryggen vender hen imod ham. Når han så forsøger at smutte rundt for at stjæle den, så drejer du igen hånden væk fra ham. Når han efter et stykke tid sætter sig et ganske kort øjeblik for at spekulere på, hvad hulen der foregår - så lægger du lige så stille godbidden ved siden af ham og tager hånden væk.
På dén måde gør du nemlig det samme, som en god og venlig alfarotte ville gøre. Den ville aldrig lade en fræk ungrotte stjæle mad ud ad munden af den, men derimod kan den sagtens finde på at FORÆRE den et stykke guf - når det passer den. På dén måde viser du den uartige dreng, at DU er Den Store og Selvsikre Alfa, og at det godt kan betale sig for ham at vise dig respekt.

Samtidig bør du mindst én gang om dagen tage ham ud af buret, uanset om han har lyst eller ej. Så sætter du dig roligt i en stol eller på sofaen og giver ham et grundigt "eftersyn", hvor du gennemføler hele hans krop fra snude til halespids.
Start med at holde ham i én hånd, mens du føler blidt med den anden hånds fingre ned langs hans rygrad, og lader halen glide igennem dine fingre. Stræk hans ben ét efter ét, og mærk også på hans poter. Mærk derefter overalt på hans brystkasse, og gennemføl blidt hans mave. Til sidst føler du ham i nakken, under halsen og på kinderne. Pil ved hans ører, mens du kigger i dem, drej hans hoved mens du kigger ham ind i øjnene, og skub til sidst spidsen af din pegefinger forsigtigt ind mod hans mund, mens du skubber hans overlæbe lidt op, så du kan se spidsen af hans fortænder.
Derefter stryger du ham hen over ryggen, siger til ham at han er en dygtig dreng - og giver ham en RIGTIG lækker godbid, inden du lader ham løbe ind i buret igen.
Der er flere fordele ved sådan et dagligt eftersyn... For det første lærer rotten, at dine hænder måske nok kan holde ham fast, men at de ikke gør noget ved ham, der gør ondt. For det andet finder han ud af, at selvom han ikke kan li' det og gerne vil væk - så er det DIG, der bestemmer, hvornår han får lov at løbe. (lad ham aldrig stikke af, før du har fortalt ham at han er dygtig, og har givet ham hans belønning)... for det tredje vil han vænne sig til at blive undersøgt, så hvis han en dag bliver syg og skal undersøges af en dyrlæge, så vil han ikke blive bange. Og sidst, men ikke mindst: Du vil lære hans krop så godt at kende, at du straks vil opdage det, hvis han på et tidspunkt bliver syg - fordi hans krop så vil føles anderledes, end den plejer.
Og giv endelig også Birger et dagligt sundhedseftersyn. Selvom han er mere rolig, vil HAN såmænd også kun have glæde af at lære, at du er en god og kærlig alfa, der er stærk og selvsikker nok til at beskytte både ham og hans bror mod alt ondt. :)

_________________
4 lækre hanrotter, 2 dværgpapegøjer og 2 nymfeparakitter


Top
 Profil  
 
Indlæg: tors jul 02, 2015 9:01 pm 
Offline
DTF Forum Medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: tirs maj 05, 2015 9:37 pm
Indlæg: 7
Geografisk sted: Aarhus C
Tak for at dele din viden, erfaring og dine gode råd, Lille My! :-) Det var virkelig brugbart og jeg gik straks i gang med "undersøgelsen" i går! :-) Jeg har fra starten været opmærksom på at holde dem fast i hånden, "pille" ved dem alle steder, lægge dem ned på ryggen og nusse dem på maven, se og mærke på deres tænder. Jeg har dog ikke gjort det så konsekvent og systematisk som du beskrev det. Det vil jeg gøre fremadrettet!

I de tilfælde Boris har gnavet hul i min hud på hænderne, har både Birger og Boris været ude til hygge i sofaen. Det har ikke været i forbindelse med godbidder. Hvad skal jeg, som en god og kærlig alfa gøre, når har gnaver i mig?

Hvordan vil en alfa rotte opdrage ham? Hvad vil en "hygge-onkel gøre?

Venlig hilsen
Britta


Top
 Profil  
 
Indlæg: fre jul 03, 2015 9:27 am 
Offline
Co-Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: lør jul 24, 2010 10:40 am
Indlæg: 5902
Geografisk sted: Aalborg
Fedt, at du allerede benytter dig af at "tvangsnusse" de små. Det er jo netop én af de ting, en alfa altid gør ved små babyer, både for at vise dem at han bestemmer - og at han elsker dem. Så fortsæt endelig med dét samtidig med det daglige eftersyn. Jo mere man piller-roder-rager ved de små, desto mere trygge bliver de jo ved det. :)
Når jeg har rotter der er en smule nervøse for at blive grebet med hånden, plejer jeg også at bruge en masse tid, mens de er ude at lege, på at "flytte rundt" på dem under legen. Jeg tager dem simpelthen med hånden, når de ikke lige er forberedte på det (så de ikke når at blive bange og prøver at stikke af). Så kan jeg enten bare hurtigt flytte dem et lille stykke væk fra dét sted, de sad, eller lige tage dem op til mit ansigt og sige "Uh, du er altså SÅ nusse-pusset en bette skattebasse", give dem et hurtigt kys og derefter sætte dem ned igen og lade dem lege videre. Det vænner dem til, at dét at blive fanget og holdt fast ikke nødvendigvis betyder at de nu vil blive holdt fast i længere tid... men at det også bare kan være en sjov form for leg. :wink:

:lol: ..og ha-ha, ja når det er på dén måde, Boris gnaver hul i din hånd - så er det nok nærmere et spørgsmål om "sproglige misforståelser" imellem dig og ham. Han ser dig som en del af hans flok, så når han er rigtig energisk og pjattet, vil han lege-dominere dig, ligesom han gør med sin bror. Men fordi du er et menneske, kan du ikke give de korrekte lyde og kropsbevægelser som svar på hans grooming af din hånd. Derfor vil han gnave ENDNU mere energisk i håb om, at du enten svarer "Okay, jeg overgiver mig, du bestemmer" eller "Det dér finder jeg mig altså ikke i, for det er MIG, der bestemmer".
Du kan jo ikke snakke med ham med lyde, fordi det meste af rotternes samtale er så højfrekvent, at vi slet ikke kan opfatte den - men du kan bruge rotternes kropssprog, eventuelt suppleret med menneskeord som f.eks. "NEJ!".
Hvis en fræk ungrotte behandler en voksen alfa så uhøfligt, som Boris gør... så ville den puste sig op ved at skyde ryg, spænde musklerne og vende siden imod den flabede unge, så den kan se hvor STOR alfaen er. Derefter ville den med langsomme og lidt stive bevægelser gå sidelæns eller næsten baglæns henimod ungen og bruge sin vægt og styrke til langsomt at SKUBBE ungen baglæns. Ungen vil så enten luske væk, eller løfte forbenene for at vise at "Æv-bæv, jeg er bare stærk, så mig kan du ikke jage væk." Alfaen vil så blive ved at skubbe ungen langsomt med sin krop, indtil den vælter om på ryggen - og derefter vil den lægge sig ovenpå ungen og tvangsgroome den ved at gnave i dens pels, fortrinsvis på halsen og brystet. Ungen vil så begynde at pibe ynkelig - ikke, fordi det gør ondt, men fordi dét er rottesprog for "Okay, okay - du ER stærkere end mig, så jeg overgiver mig." Når ungen så har ligget stille et stykke tid, vil alfaen gå sin vej... og ungen vil så normalt blive liggende på ryggen et kort øjeblik og tænke over tingene, inden den rejser sig igen.

Først og fremmest: Når han gnaver i dig så det gør ondt, så må du ALDRIG trække hånden hurtigt væk og sige av - dét vil han opfatte som et tegn på at du er svagere end ham, og er bange for ham - og det vil kun gøre ham mere opsat på at vise dig, hvor SEJ han er.
Hvis du i stedet for knytter din hånd og løfter den lidt fra underlaget, så den virker større, og vender håndryggen imod den lille laban... så vil din hånd minde om en stor rotte der skyder ryg, og Boris vil så enten luske væk eller blive siddende og stirre på hånden for at modtage udfordringen - evt. ved at løfte forbenene og åbne munden en smule for at vise sine tænder. Så skubber du langsomt og fast med den knyttede håndryg imod ham, så han mærker at du faktisk er både større og MEGET stærkere end ham. Bliv ved med at skubbe, indtil han vælter om på ryggen. Derefter lægger du din hånd ovenpå ham, så han bliver holdt nede (uden at han ligefrem at blive mast), og begynder at nusse ham med fingrene på hans hals og brystkasse. Hvis han prøver at smutte væk, holder du ham nede på ryggen og nusser videre, indtil du mærker at han ligger stille - bare et ganske kort øjeblik. Så tager du roligt hånden væk og lader ham løbe. På dén måde har du vist ham at det er DIG, der bestemmer hvornår han må gå sin vej, og at du er stærk og selvsikker nok til, at du slet ikke behøver gå til yderligheder eller vold for at demonstrere din magt.

Han vil selvfølgelig blive ved med at lege-udfordre dig i en periode. Samtidig kan han blive en smule mere nervøs for din hånd, fordi han ikke føler sig helt sikker på, om du måske KUNNE finde på at overfalde ham, når du nu er så stærk... men efterhånden vil han opdage at du aldrig kan finde på at gør ham noget ondt... og så vil det begynde at gå op for ham at du vil være en fantastisk god ven at have, fordi du er stærk nok til at kunne beskytte ham mod alt andet, der kunne være farligt. Og så vil han begynde at vise dig langt mere respekt - og kærlighed - når han kommer for at lege og hygge sig sammen med dig. :mrgreen:

_________________
4 lækre hanrotter, 2 dværgpapegøjer og 2 nymfeparakitter


Top
 Profil  
 
Indlæg: fre jul 03, 2015 11:27 am 
Offline
Co-Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: lør jul 24, 2010 10:40 am
Indlæg: 5902
Geografisk sted: Aalborg
Der ligger forøvrigt en privat besked og venter på dig. Hvis du ikke lige er klar over hvordan du finder den, så tryk på linket øverst på siden hér til venstre - dér hvor der står "nye beskeder" (lige ved siden af, hvor der står Log ud). Så åbner du siden, hvor dine private beskeder bliver vist. :)

_________________
4 lækre hanrotter, 2 dværgpapegøjer og 2 nymfeparakitter


Top
 Profil  
 
Indlæg: fre jul 24, 2015 1:25 pm 
Offline
DTF Forum Medlem
Brugeravatar

Tilmeldt: tirs maj 05, 2015 9:37 pm
Indlæg: 7
Geografisk sted: Aarhus C
Hej Lylle My.
Boris har reageret positivt (i forhold til hensigten) på min oppustede ”alfa-rotte-knytnæve”. :D Første gang peb han ganske ynkeligt allerede, da jeg skubbede ham og holdt op med de samme. Han prøver til en gang i mellem, men der et langt imellem forsøgene. Han har gjort det et par gange på min hals og der kommer min anatomi og smidighed til kort i forhold til ”alfa-rotte-knytnæve-metoden”. Her har jeg taget ham og lagt ham ned på ryggen og brugt de næste trin i metoden. Det virker også. :wink: Han er sgu lidt af en bandit, ham Boris med krudt i røven, men også sjov, sød, kærlig finger- og hud slikkende, og når han har brændt krudtet af, nyder han i den grad at blive nusset, lukker saligt øjnene og ligger helt afslappet og lader mig også nusse sig på halsen, brystet og maven. Så alt i alt, er Boris en temmelig skøn bandit. :mrgreen:

Billede


Top
 Profil  
 
Indlæg: fre jul 24, 2015 6:40 pm 
Offline
Co-Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: lør jul 24, 2010 10:40 am
Indlæg: 5902
Geografisk sted: Aalborg
Hvor er det dejligt at høre, at Boris er begyndt at vise dig lidt mere respekt samtidig med sin kærlighed. :mrgreen:
Du skal ikke være bekymret for at de ynkelige pivelyde, han kommer med når du sætter ham på plads, skulle være fordi han bliver bange eller ked af det - det er simpelthen dén lyd rotter giver, når en stærkere rotte viser sin dominans overfor den. Oversat til menneskesprog betyder det bare: "Okay, jeg kan mærke at du er stærkere end mig, så jeg overgiver mig. Jeg accepterer, at det er DIG, der er boss - og ikke mig."
Det er fint nok at gribe ham og lægge ham på ryggen, hvis han sidder et sted, hvor du ikke LIGE kan nå ham med den knyttede hånd. Du HAR jo tydeligt vist ham, at han skal respektere dig, så han vil stadig forstå at du sætter en grænse for, hvad du vil finde dig i af "sjov og ballade". Han vil også sagtens kunne forstå det, hvis du bare siger højt og fast "NEJ!", og skubber ham væk med enten håndfladen eller håndryggen.
MEEEN han vil sikkert hurtigt komme tilbage, for han er jo en livsglad fyr med ild i rumpetten... så du kommer sikkert til at skulle genopfriske hans lærdom med jævne mellemrum, indtil han bliver mere voksen og fornuftig. :wink:

Rottebabyer ER tit meget ADHD-agtige. Jeg plejer også altid at være fuld af smårifter, når jeg har vilde unger i huset. Engang fik jeg endda kradset en dyb rift i min underlæbe, der blødte gevaldigt. Det lille kræ ville ABSOLUT ha' mig til at åbne munden, så han kunne se hvad det var, jeg lige havde spist. :lol: :lol:
Men efterhånden som de bliver ældre, bliver de mere rolige og kærlige. Og så lærer de efterhånden at være lidt mere forsigtige og blide, når de leger med én.
Hvis du synes at du har tid og lyst til det, kan du jo også begynde at træne dine drenge i at lave sjove kunster. Rotter ELSKER nemlig at blive trænet, og kan lære mange sjove ting. Prøv at søge på YouTube med ordene "Rat tricks", eller start med at kigge på MasterOfTheMidgets side. Dér er masser af videoer om, hvordan man kan træne sine rotter til at lave en masse sjove kunster. https://www.youtube.com/channel/UCGtwJJ ... YQYccUuh4A

_________________
4 lækre hanrotter, 2 dværgpapegøjer og 2 nymfeparakitter


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 7 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg
Du kan ikke vedhæfte filer

Søg efter:
Hop til:  
cron
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team